En kampagne i en tabloidavis har fået Kirkeministeriet til at indlede en “tilsynssag” på grundlag af beskyldninger som domstole allerede har dømt ubegrundede næsten overalt i verden.
af Massimo Introvigne
Read the original article in English.
Sætningen “Der er noget råddent i Danmarks rige” er en af de mest berømte i teaterhistorien. Den danske prins Hamlet i Shakespeares tragedie “Hamlet” udtaler den efter at have erfaret at hans far, der også hed Hamlet og var landets tidligere konge, ikke døde af naturlige årsager men blev forgiftet af sin bror Claudius som dermed lykkedes at tilrane sig tronen. Hændelsen sker i en kontekst hvor danskerne er bange for at en norsk invasion kan være nært forestående.
Det ser nu ud til at en slags invasion af en adfærd der er juridisk tvivlsom, og misinformation er nået til Danmark fra Norge. I Norge stadfæstede en domstolsafgørelse, der i øjeblikket er ved at blive appelleret, i marts måned i år de afgørelser der var truffet af Statsforvalteren i Oslo og Viken, og som fratog Jehovas Vidner den statsstøtte de problemfrit havde modtaget i tredive år, samt deres registrering som trossamfund under den nye lov nr. 31 af 2020, på grundlag af en tvivlsom udlægning af deres praksis med at “undgå nogen”.
Den ikke-endelige norske afgørelse blev straks brugt af modstandere af Jehovas Vidner i nærliggende lande til at forlange undersøgelser der i sidste ende kan føre til lignende tiltag. I Danmark iværksatte “Ekstra Bladet” en massiv kampagne der især gjorde brug af psykolog Susanne Benderfeldt, der selv er et tidligere Jehovas Vidne, og udtalelser af professor i ret og religion Lisbet Christoffersen. På baggrund af den kampagne har By-, Land- og Kirkeministeriet (forkortet “Kirkeministeriet”) skriftligt oplyst tabloidavisen om at “på baggrund af ‘Ekstra Bladets’ artikler har ministeriet indledt en tilsynssag”. I et opfølgende interview “Ekstra Bladet” fik med kirkeminister Morten Dahlin, blev det bekræftet at de kilder ministeriet støttede sig til, var dem tabloidavisen havde offentliggjort.
Her har vi allerede noget som prins Hamlet, hvis han havde levet i det 21. århundrede, kunne have møntet sin berømte udtalelse på. En minister griber ind over for et samfund der består af fredelige og lovlydige borgere, og som har været aktivt i Danmark i mere end 100 år, på grundlag af artikler i en tabloidavis. Det kan bestemt ikke anses for at være normalt, slet ikke når man tager i betragtning at “Ekstra Bladet” mange gange er blevet kritiseret for negative udtalelser om religiøse minoriteter. I 2016 måtte det trække en artikel tilbage der fejlagtigt hævdede “at muslimer er over 200 gange mere tilbøjelige til at kidnappe kvinder til sexslaveri end ikke-muslimer”. Artiklen blev offentliggjort i tabloidavisens sektion “Folkets Røst” (ophørt i 2018) som privatpersoner blev opfordret til at bidrage til. Men akademikere har bemærket at artikler i den sektion blev offentliggjort med samme layout som andre artikler i “Ekstra Bladet” og “tydeligvis blev fejlagtigt opfattet som artikler skrevet af journalister” hvorved “grænserne mellem nyheder og meninger samt journalistik og brugergenereret indhold blev udvisket”.
Da der er indledt en “tilsynssag”, bør vi være opmærksomme på de beskyldninger der er rejst mod Jehovas Vidner, også selv om de kommer fra en tabloidavis. Der er tre forskellige typer.
Det første argument der kommer fra de opsigtsvækkende afsløringer i “Ekstra Bladet”, er at når Jehovas Vidner konfronteres med sager om seksuelt misbrug af børn, anmelder de ifølge en “hemmelig ældstebog” ikke hændelserne til politiet, men behandler dem i deres interne religiøse udvalg. Det ser ud til at der her er en almindelig sammenblanding, om det er i god tro eller hvad, det ved jeg ikke, eller måske udnyttes den islamofobiske moralske panik over “sharia-domstole”, hvor muslimer jævnligt beskyldes for at føre deres sager snarere end for de sekulære domstole. Det er rigtigt at Jehovas Vidner har et internt retssystem, ligesom katolikkerne og deres kanoniske straffedomstole, jøderne og deres rabbinske domstole og – ja – muslimerne.
Formålet med Jehovas Vidners retssystem er ikke at afgøre om et medlem der er anklaget for seksuelt misbrug af børn eller andre forbrydelser, er skyldig og skal i fængsel. Det har de ikke bemyndigelse til. Formålet med det religiøse retssystem er i alle religioner at fastslå om et medlem skal disciplineres eller ekskluderes. De kriterier der dømmes ud fra, kan afvige fra et sekulært retsvæsens, selv når det er de samme kendsgerninger der bedømmes. Men eksistensen af et internt religiøst retssystem er ikke ensbetydende med at en religiøs organisation nægter at anmelde tilfælde af kriminel adfærd til det sekulære retsvæsen. De to systemer fungerer parallelt og konkurrerer ikke med hinanden. En katolsk præst eller lægmand der er anklaget for pædofili, vil blive dømt af sekulære domstole og sendt i fængsel hvis han kendes skyldig, og samtidig stillet for en kanonisk straffedomstol. Sidstnævnte kan beslutte at ekskommunikere ham, afsætte ham hvis han er præst, eller acceptere hans anger (der kan være mindre relevant for en sekulær domstol) som oprigtig og idømme ham mindre bodsstraffe. Alt dette vil ikke have noget at gøre med hans skæbne i en sekulær straffesag.
Jeg er ked af at se at professor Christoffersen (som i 1999 inkluderede et kapitel der var kritisk over for den europæiske anti-kult bevægelse, skrevet af mig, i en bog som hun redigerede sammen med Jørgen Bæk Simonsen, ”Visioner for religionsfrihed, demokrati og etnisk ligestilling”, København, Nævnet for Etnisk Ligestilling) er uenig, men betegnelsen “sammenblanding” er passende for det der spredes. Ja, Jehovas Vidner stiller medlemmer for deres religiøse domstole for forskellige overtrædelser, ligesom det sker indenfor mange andre religioner og typisk er beskyttet af religions- og trosfriheden. Nej, det betyder ikke at de i lande hvor der er underretningspligt (som for eksempel Danmark), ikke anmelder tilfælde af seksuelt misbrug af børn og andre forbrydelser til de sekulære myndigheder. Jeg ved at det har de gjort i Danmark i årtier.
Det er ikke en ny lære. Allerede i 1993 anbefalede bladet “Vågn op!”: “Ring til politiet så snart du er i stand til det,” i tilfælde af voldtægt, og det konstaterede også: “At anmelde forbrydelsen er ikke det samme som at anlægge sag, men hvis du senere vælger at gå til domstolene vil din stilling være svækket hvis forbrydelsen er anmeldt for sent” (“Hvordan man kommer over en voldtægt”, “Vågn op!”, 8. marts 1993, s. 8-11 [11]). I 1997 anbefalede det samme blad, ”Vågn op!”, Jehovas Vidner følgende: “Børn bør naturligvis advares mod enhver der opfører sig upassende over for dem, også selv om det er nogle de kender, og man bør tilskynde dem til at fortælle om det hvis det sker” (“Seksuel udnyttelse af børn — et globalt problem”, “Vågn op!”, 8. april 1997, s. 11-15 [14]). Samme år, 1997, stillede “Vagttårnet” spørgsmålet: “Hvad nu hvis en døbt, voksen kristen misbruger et barn seksuelt?” Svaret var at så “skal misbrugeren sandsynligvis afsone en fængselsdom eller underkaste sig andre sanktioner fra myndighedernes side. Menigheden vil ikke beskytte ham mod dette.” (“Lad os afsky det onde”, “Vagttårnet”, 1. januar 1997, s. 26-29 [28-29]).
For det andet, støttet af den frafaldne psykolog – “frafalden” er ikke en fornærmelse, men et teknisk udtryk brugt af sociologer til at betegne det mindretal blandt de tidligere medlemmer der bliver indædte modstandere af den religion de har forladt – bliver Jehovas Vidner anklaget for “psykisk vold” mod børn. Benderfeldt hævder: “Børn i Jehovas Vidner opdrages til at tro på dommedag, hvor alle, der ikke tror på Jehova, dør. Samtidig vokser man op med rigtig mange restriktioner og et forskruet syn på verden. Hvis ikke det er psykisk vold, så ved jeg ikke, hvad det er … Som barn i Jehovas Vidner er man blandt andet underlagt restriktioner, der gør, at man ikke holder jul, fastelavn [den sidste dag med karneval inden fasten] eller fødselsdag.”
Den sidste kommentar afslører den dybt rodfæstede ikke-demokratiske idé om at forældre ikke har ret til at videregive en måde at leve på der er anderledes end den flertallet i samfundet har, til deres børn. Jehovas Vidner mener at det er imod Bibelen, som de fortolker den, at fejre jul, fastelavn og fødselsdag. Men i et pluralistisk samfund fejrer eller undlader børn (og voksne) faktisk at fejre forskellige højtider. Jeg kan huske at jeg havde jødiske klassekammerater i skolen som ikke fejrede kristne højtider når de fleste i klassen gjorde det. Jeg voksede op i slutningen af 1950’erne og i 1960’erne i Italien hvor der var en stærk kommunistisk tilstedeværelse, og børn fra kommunistiske familier ville heller ikke fejre visse verdslige og religiøse helligdage. Der var også protestantiske børn som ikke deltog i de glædelige fejringer af Jomfru Marias fester som er et typisk træk ved italiensk kultur. Og så videre. Hvis loven skulle tvinge Jehovas Vidners børn til at fejre fødselsdage og jul, skulle den også tvinge børn fra jødiske eller ateistiske familier til at fejre Jesu fødsel hvilket ville være en alvorlig krænkelse af deres religions- og trosfrihed. En mere fornuftig løsning er at lære mindreårige at et pluralistisk samfund omfatter kvinder, mænd og børn med forskellig tro og kultur, og at alle bør respekteres.
At “alle der ikke tror på Jehova,” vil dø i Harmagedon, enden på verden som vi kender den, i Jehovas Vidners teologi, er en grov oversimplificering af en kompliceret lære. Faktisk er det svar de giver på spørgsmålet om hvorvidt det kun er Jehovas Vidner der vil blive frelst, mere nuanceret: “Mange millioner der har levet i tidligere århundreder og ikke var Jehovas Vidner, vil også få mulighed for at blive frelst … Desuden kan mange der lever nu, stadig nå at vælge at tjene Gud, og de vil også opnå frelse.” Og hvad der er vigtigst, er at de lærer at “uanset hvad, så er det ikke vores opgave at bedømme hvem der vil blive frelst, og hvem der ikke vil. Det er kun Jesus der har fået den opgave.”
Igen definerer psykologen det som “psykisk vold” at fortælle børn om en lære der findes i mange, om ikke de fleste, religioner som tror på en dommedag. Den katekismus for unge der er mest brugt i den romersk-katolske kirke, og kaldet YOUCAT fra 2021, lærer at der vil være en “tidernes ende” ledsaget af en “sidste dom”: “Dommedag er … vores dom. Her afgøres det, om vi skal opvækkes til evigt liv eller for altid skal skilles fra Gud” (n.163). Den samme katekismus forklarer katolske børn at “endegyldig adskillelse fra Gud” betyder at nogle på dommedag vil komme i “helvede … ›mørket udenfor‹ (Matt 8,12). Udtrykt med vores begreber er det snarere koldt end varmt. Man gyser ved tanken om en tilstand af fuldstændig forstening og håbløs isolation fra alt, der kunne bringe hjælp, lindring, glæde og trøst ind i livet” (n. 53). Er det også “psykisk vold”?
Omtalen af “restriktioner” synes at henvise til kritikernes sædvanlige beskyldning at Jehovas Vidner hindrer deres børn i at læse bestemte bøger og tegneserier og i at se visse film eller tv-udsendelser. Moderne populærkultur omfatter meget som mange forældre finder frastødende af forskellige grunde. At lære sine børn at visse produkter bør undgås, kan være en sund holdning og er bestemt en del af forældres frihed til at opdrage deres børn. Det er ikke “psykisk vold” at begrænse børns adgang til produkter fra populærkulturen eller underholdningsmedierne som også mange forældre der ikke er Jehovas Vidner, kritiserer som værende usunde eller upassende, uanset hvor populære de er hos flertallet.
Den tredje anklage drejer sig om det samme emne som retssagen i Norge. Det påstås at Jehovas Vidner også begår “psykisk vold” ved at undervise i og praktisere det at “undgå nogen” dvs. at råde medlemmer til ikke at omgås tidligere medlemmer (undtagen slægtninge i samme husstand) der er blevet “udstødt” (eller “fjernet fra menigheden” som er det udtryk der nu bruges), det vil sige nogle der er har begået og ikke angret alvorlige overtrædelser eller offentligt har taget afstand fra organisationen.
Det tilføjes at denne praksis er et endnu større “overgreb” når “børn” (dvs. mindreårige) bliver “udstødt” og “undgået”. Det danske ministerium og dets kilder præciserer ikke om en mindreårig nogensinde er blevet “udstødt” og “undgået” i Danmark. Udstødelse af mindreårige sker i virkeligheden yderst sjældent.
Der er ført retssager om emnet i mange lande og afsagt domme til fordel for Jehovas Vidner, undtagen i Rusland, som næppe er et eksempel til efterfølgelse med hensyn til religionsfrihed, og i den allerede nævnte ikke-endelige norske afgørelse. Domstole har hæftet sig ved at ingen kan tvinges til at omgås nogen som de ikke længere ønsker at omgås, og at det at “undgå nogen” forekommer ofte og skyldes uoverensstemmelser af forskellig slags. Fraskilte bliver ofte “undgået” af deres tidligere ægtefælle og familie.
Bibelen omtaler det at undgå nogen i passager som for eksempel 1. Korinther 5:13 (“Udstød det onde menneske af jeres midte”), og 5:11 (“Spis ikke engang sammen med sådanne mennesker”), og 2. Johannes 10-11 (“Tag ikke imod dem i dit hus og byd dem ikke velkommen. Enhver der byder dem velkommen, gør sig delagtig i deres onde gerninger”, alle citater er fra New International Version). Fortolkningen af disse tekster er et religiøst anliggende som sekulære myndigheder ikke kan afgøre uden at krænke religionsfriheden.
Jeg vil anbefale at Kirkeministeriet, i stedet for at lade sig blive kørt rundt i manegen af en tabloidavis, foretager en undersøgelse af flere interessante spørgsmål. Hvorfor føres der kampagner der bruger de samme ubegrundede argumenter, mod Jehovas Vidner samtidigt i forskellige lande lige fra Japan til Danmark? Hvem promoverer dem, og hvorfor? Hvorfor kommer de efter at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og andre internationale institutioner har fordømt Rusland for “opløsningen” af Jehovas Vidner i 2017? Er der en vis koordinering af disse internationale kampagner? Og ja – er der noget råddent i Danmarks rige?
Massimo Introvigne (born June 14, 1955 in Rome) is an Italian sociologist of religions. He is the founder and managing director of the Center for Studies on New Religions (CESNUR), an international network of scholars who study new religious movements. Introvigne is the author of some 70 books and more than 100 articles in the field of sociology of religion. He was the main author of the Enciclopedia delle religioni in Italia (Encyclopedia of Religions in Italy). He is a member of the editorial board for the Interdisciplinary Journal of Research on Religion and of the executive board of University of California Press’ Nova Religio. From January 5 to December 31, 2011, he has served as the “Representative on combating racism, xenophobia and discrimination, with a special focus on discrimination against Christians and members of other religions” of the Organization for Security and Co-operation in Europe (OSCE). From 2012 to 2015 he served as chairperson of the Observatory of Religious Liberty, instituted by the Italian Ministry of Foreign Affairs in order to monitor problems of religious liberty on a worldwide scale.
